Katzenjammer

Hvor må det være skønt at være eftertragtet. Efter at to hankatte havde jamret om kap i haven i de sene nattetimer og tidlige morgenditto var det Marluffas tur til at mjave hen på morgenstunden. Men da jeg endelig stod op for at lukke hende ud, ville hun ikke alligevel. Heller ikke senere på dagen, selvom hun helt tydeligt var tissetrængende. En flot grå hankat og indimellem også en hvid- og sortplettet ventede utålmodigt på hende. De havde tydeligvis ikke andet i tankerne end at få noget på den dumme, og det havde Marluffa ligeledes tydeligvis også fattet og skulle ikke nyde noget af. Så hun blev inde i 6 timer mere end det oprindeligt var hendes plan. Til sidst fik jeg lempet hende ud af fordøren, hvordan hun så gebærdede sig uden om (eller i det mindste forsøgte på det) kvarterets hankatte, står hen i det uvisse.
Stakkels kat, steriliseret og temmelig uinteresseret i alle andre end naboens hvide kastrat, og så vil de alle have hende alligevel, fordi det ikke er in at være homoseksuel, og der ikke er andre tilnærmelsesvise hunkatte i nærheden.

Skægt som Marluffa er ved at blive en rigtig kat. Her til aften udvidede hun det venskabelige repertoire med ikke blot at hoppe op på min mave og lægge sig til rette, men også at trampe sig rigtigt godt til rette først.